|
Se Kroman lave retten: 

Fiskefrikadeller med hjemmelavet remoulade.
(4 personer)
Ingredienser: 400 g pangasius filet 1 finthakket løg 2 skiver finthakket bacon 1 spsk. mel 1 stor skrællet kartoffel (fintrevet) 2 æg - evt. pasteuriseret 1/2 - 1 dl. mælk 1 bakke små mixede salater 1/4 bundt bredbladet persille 1 bundt dild 4-6 store vaskede kartofler i tynde skiver 4-5 fed knust hvidløg Salt og peber Svinefedt eller andet fedtsstof til stegning
Remoulade: 1/2 glas sennepspickles 3 dl. smagsneutral olie (f.eks. rapsolie eller vindruekerneolie) 1-2 spsk. eddike 1 spsk. vand 1 helt æg og 1 æggeblomme - evt. pasteuriseret Salt og peber
Fremgangsmåde:
- Fiskefileterne skæres først i mindre stykkere og hakkes siden så fint som muligt med kniven. Den hakkede fisk røres med finthakket bacon, salt og peber, Herefter tilsættes melet, den fintrevne skrællekartoffel og siden æggene et ad gangen. Til sidst røres farsen jævn med mælken. Start med 1/2 dl. da det som regel er nok. Fiskefrikadellerne steges gyldne i rigeligt fedtstof. (Hvis fedtstoffet er stegeklart inden frikadellerne lægges på, er det minimale mængder fedtstof der optages)
Kartoffelskiverne aftørres grundigt i et rent viskestykke og steges gyldne i olie på en pande. Kom ikke for mange skiver på panden ad gangen - så koger de i stedet for at stege. Husk at krydre med salt og peber undervejs. Tilsæt lidt knust hvidløg lige inden du tager dem af. Gentag operationen til alle kartoflerne er stegte.
Remouladen laves af hjemmelavet mayonnaise og groft hakket sennepspickles. Kom et æg og en æggeblomme i en skål/ cylinderformet bæger. Tilsæt lidt eddike, vand, salt og peber. Pisk blandingen i 30 sekunder med en stavblender og tilsæt herefter ca. 3 dl. olie i en tynd stråle. Sørg for at piske mayonnaisen godt igennem og tilsæt den herefter til den grovhakkede sennepspickles og remouladen er færdig.
Bland salaten med dild og bredbladet persille. Tilsæt 1/2 spsk. olivenolie og 10 dråber citronsaft, lidt salt og friskkværnet peber. Miks salaten rundt.
Anretning: Læg de råstegte kartofler på en varm tallerken. Læg salaten ovenpå. Læg 1-2 fiskefrikadeller ovenpå salaten og pynt til sidst med lidt remoulade og en kvist dild.
|