S i København kalder Pind for plat Når Venstres Søren Pind forlader Københavns Rådhus med et smæk
med døren og højlydt kritik af Ritt Bjerregaard, så er det plat,
mener S-ordfører.
| Venstres Søren Pind har nærmest været fraværende fra
Københavns Rådhus i lang tid på grund af orlov, så kritikken af
overborgmester Ritt Bjerregaard er malplaceret. Og det ville da
undre, hvis han og den socialdemokratiske overborgmester var
enige, mener politisk ordfører for Socialdemokraterne på
Københavns Rådhus, Anne Vang. Hun kalder Søren Pinds
afskedsbredside mod Ritt Bjerregaard for plat.
- Det nærmer sig jo det tragikomiske, at han trækker sig fra
Københavnsk politik, fordi han ikke bryder sig om Ritt
Bjerregaard. Kunne man forestille sig, at Helle Thorning-Schmidt
forlod dansk politik, fordi hun ikke kan lide Anders Fogh. Det
er Søren Pinds eksistensberettigelse at være i opposition, og nu
går han så, fordi han ikke har været succesfuld med det. Det er
plat at lave et pressestunt på, siger Anne Vang.
Hun afviser Søren Pinds udfald imod Ritt Bjerregaard om, at
hun ikke nærer ægte kærlighed til byen, men er mere optaget af
sin egen politiske profilering.
- Personligt har jeg ikke noget imod Ritt Bjerregaard, for hun
har faktisk behandlet mig pænt i den svære tid efter sidste
valg. Men politisk kan jeg ganske enkelt ikke tage, at hun ikke
har et hjerte for byen, men kun hjerte for sig selv. Det handler
hele tiden om, hvad der gavner hende, hende, hende..., siger
Søren Pind til Jyllands-Posten om sit exit.
Pind mener, at København er på gal kurs med Ritt Bjerregaard i
overborgmesterstolen. Men han har endegyldigt opgivet at gøre
noget ved det som københavnsk politiker.
Ritt Bjerregaard ønskede torsdag ikke at kommentere kritikken
fra Pind, der i øvrigt ikke selv kan vælge at gå af som medlem
af borgerrepræsentationen. Det er et borgerligt ombud, og der
skal stemmes om det den 24. april.
| /ritzau/ |
|