Det kan lyde lidt bizart, men 23-årige Rasmus Søndergaard har fået en lidt usædvanlig aftenrutine.
Han er begyndt at slå lyden fra sin dørtelefon. For han har flere gange oplevet, at fremmede ringer på hans dør. Selv midt om natten.
- Det er lidt irriterende, at folk er begyndt at finde ud af, hvor jeg bor, siger Rasmus Søndergaard.
Twitch er kæmpestort og meget undervurderet i voksne menneskers perspektiv
Rasmus Søndergaard er ikke et velkendt navn på tv eller en familiær stemme i radioen.
Men Rasmus Søndergaard er et stort navn på platformen Twitch. Og han er ifølge en ekspert "fløjet lidt under radaren".
På Twitch er han med sine 131.000 følgere nemlig et af de helt store danske navne.
Når man slår ham op på Infomedia, dukker der kun ganske få resultater op.
Og det stammer primært fra, da kronprinsen gik over for at hilse på Rasmus Søndergaard på en københavnsk restaurant.
Startede med nul seere
Twitch er en hjemmeside, hvor brugere livestreamer, mens de spiller computerspil. Det er en platform med mere end 240 millioner aktive brugere om måneden.
Men det er ikke kun et sted, hvor unge mennesker mødes om en fælles passion for gaming.
Ifølge Eva Fog Noer, der er digital pædagog, bestyrelsesmedlem i Esport Danmark og også interesserer sig for gaming, er det en platform med færre restriktioner end lignende platforme som Tiktok eller Youtube.
- Twitch er kæmpestort og meget undervurderet i voksne menneskers perspektiv, siger hun.
Selv bruger Rasmus Søndergaard mellem 20 og 25 timer om ugen på Twitch, hvor han taler med sine følgere, mens han spiller computerspil. Eller har gæster som rapperne Noah Carter og Benny Jamz med i liveudsendelserne.
Det begyndte for fire år siden, hvor han livestreamede, mens hans spillede spillet League of Legends.
Dengang havde han mellem nul og fem seere.
Det var sygt mærkeligt, da ingen så med. Jeg talte bare til en væg
Nu er der omkring 30.000 personer, der ser med, hver gang han sender live. Derudover laver han videoer til Youtube og Tiktok, hvor han også har tusindvis af følgere.
- Det var sygt mærkeligt, da ingen så med. Jeg talte bare til en væg. Det gør jeg jo også i dag, men nu er der tusindvis af mennesker, der lytter på mig, siger Rasmus Søndergaard.
Og han kan få følgerne til lidt af hvert.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Spørg Os - Afstemning
_
Eksempelvis udgav han for to år siden en sang, 'Svaneflex', som han lavede i forbindelse med en Youtube-video. Den handlede om, hvorvidt han kunne få sangen på 'Top 50' – en liste over de mest lyttede sange i Danmark.
Det skete ikke dengang.
Men det er sket nu, hvor sangen netop har været at finde på listen.
"Fløjet under radaren"
Eva Fog Noer peger på, at dem, der streamer på Twitch, kan opnå en enorm indflydelse. Og den indflydelse er meget underbelyst, mener hun.
For seerne får et helt særligt forhold til dem, der streamer, fordi streamerne går i dialog med dem, der ser med.
Ifølge Eva Fog Noer er det nødvendigt at holde øje med, hvad der sker på Twitch.
Det faktum, at platformen har mindre restriktive regler end eksempelvis TikTok og YouTube, gør, at det er et "åbent landskab, hvor man kan tillade sig flere ting", påpeger hun.
Og det bliver udnyttet, siger hun.
- Det er nemmere at være afklædt, sige vildere ting og gamble for åben skærm, siger hun.
Og så er streamere på Twitch oftere bedre til at mobilisere sine fans end influencere på andre sociale medier, fordi de er i kontakt med dem i realtid, mener Eva Fog Noer.
Det er der flere eksempler på i udlandet.
Sociale mediers magt
Den 22-årige amerikanske Twitch-streamer Kai Cenat, der har ti millioner følgere på Twitch, endte i sensommeren sidste år i en mediestorm.
Han havde udloddet en masse gamingudstyr og gavekort til de fans, der dukkede op på Union Square i New York.
På få minutter hastede tusindvis af unge mennesker til stedet, der udviklede sig til et sandt kaos. Mere end 60 personer blev anholdt, trafikken gik i stå og toglinjer holdt stille.
- Det viser den magt og fare, der er forbundet med sociale medier, sagde politichef i New York Jeffrey Maddrey dengang.
Så vildt går det dog ikke til i Danmark, påpeger Rasmus Søndergaard.
Udover at det er lidt voldsomt, at fremmede ringer på hans dør om aftenen, er hans møder med fans ganske fredelige. De opsøger ham på gaden og vil tale med ham.
Og det hilser han bestemt velkommen.
For han ser dem faktisk ikke som fans, men derimod som en form for venner.
- Når de skriver, mens jeg livestreamer, begynder man at kende dem og deres personlighedstræk, siger han.
Med sin historie håber Rasmus Søndergaard, at han kan få flere med ombord på Twitch-toget.
Det er også derfor, han er til stede på andre sociale medier og samarbejder med en lang liste af danske rappere, som han har lavet videoer med.
Han mener dog ikke, at det er reklame.
- Hvis jeg modtog penge for det, ville jeg synes, det skulle markeres som reklame, siger han.
- Det skal ikke være en marketingmaskine, det skal være real, fastslår han.