Oversigt

Seneste nyt

Regeringen vil bremse misbrug af opioider med indgreb

Regeringen vil med et omfattende indgreb forsøge at dæmme op for misbrug og illegalt salg af opioider i Danmark.

Det viser et udspil fra regeringen ifølge Berlingske.

I udspillet fremgår det, at regeringen vil indføre et forbud mod otte syntetiske opioider, øge kontrollen med stofferne, indføre hårdere straffe for salg og oprette flere behandlingstilbud.

Udspillet kommer, efter der er set flere og flere indikatorer på, at misbrug af opioider som oxycondon og tramadol er blevet en mere synlig del af narkomarkedet, skriver mediet.

Ifølge Berlingske har antallet af dødsfald på grund af formodet forgiftning med opioider de senere år ligget på mellem 124 og 134 om året. Dermed udgør de halvdelen af alle narkorelaterede dødsfald i Danmark.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) siger til Berlingske, at meget tyder på, at opioidpiller bliver mere og mere udbredte og populære blandt unge.